Mini-Saloon bilerne i skala 1/24 bliver fremstillet i Italien af virksomheden BRM.
De blev lanceret i efteråret 2016 hvor de 2 første modeller så dagens lys, en NSU TT samt en Simca 1000.

Idéen til bilerne opstod blandt de 2 gamle venner Pascal og Stefano.
Pascal ejer en virksomhed der producerer alle former for dele til model bils byggere, og også har lavet mindre serier af slotcars i skala 1/24 med blandet succes.
Stefano er passioneret model bils bygger som også kører lidt slotrace, men arbejder til dagligt som tandlæge.
Sammen fik de idéen om at lave modeller af biler fra slut tresserne start 70’erne og fandt en fordelingsnøgle så Stefano kunne investere tid og penge i projektet mod at få sit navn på den ene model, derfor laves bilerne under 2 forskellige brands selvom tingene fremstilles samme sted og kun samlingen foregår forskellige steder.
Pascal udgav NSU’en under sin virksomhed BRM, og Stefano lancerede TTS som udgav Simca’en.
Alt metal og dæk fremstilles på fabrikken i Badia Polesine, hvor imod karosserierne støbes, dekoreres og samles i Kina.
Samlingen af den komplette bil foregår så i Italien.

Jeg faldt over bilerne inden de blev lanceret og da jeg jo er vokset op med disse biler så var interessen vakt, og jeg besluttede at dem skulle jeg forhandle og vi skulle køre med dem i min klub, endelig en klassisk 1/24 bil med metal chassis til en overkommelig pris.

Vi fik hurtigt stablet nogle løb på benene i klubben og jeg udarbejdede et regelsæt og kontaktede en del andre klubber/baneejere for at høre om de ville deltage i en serie, efter de givne regler. Og allerede den 29.1.2017 kunne vi afvikle det første løb i sjællandsserien med hele 6 forskellige baner og 13 deltagere til det første løb.
Det blev til hele 22 forskellige deltagere i de 18 løb, og intet mindre end 7 forskellige der fik en sejr.

I sommeren 2017 tog jeg turen forbi fabrikken, jeg ferierer hvert år i Italien og planlagde min tur så vi fik nogle dage i byen på et skønt agricultura, byen Badia Polesine er ikke værd at skrive hjem om, den ligger ca. 80 km. fra Gardasøens sydspids så det er overkommeligt hvis man ferierer i norditalien i egen bil. På fabrikken mødte jeg ejerne Pascal der er lidt ældre end jeg og Davide der er en ung driftig fyr sidst i tyverne, jeg fik en rundtur og så hvad de havde af maskiner og fik fortalt hvordan det var startet og hvad de ellers lavede, der er vel en håndfuld mennesker ansat til at betjene fræsere og støbe maskiner samt til at skrue chassiser sammen. Pascal’s familie ejer flere huse på vejen og familie sammenholdet var typisk sydlandsk, fruen kom forbi efter arbejde og gav en hånd med, sønnen havde sin virksomhed i den anden ende af bygningen.
Vi gik ud og spiste sammen med vores fruer og fik på den måde lavet et godt bekendtskab, Pascal der i øvrigt kun taler Italiensk og Fransk foreslog mig at jeg skulle komme derned og arbejde når jeg går på pension, det er jo ingen hemmelighed at min kone og jeg har læst Italiensk i flere år med netop det formål at tilbringe mere tid i varmen når vi bliver ældre.
På fabrikken fik jeg også fortalt om deres planer for fremtiden og vist tegninger af Fiat Abarth og Mini Cooperen, samt fik en prøvestøbning af Gordini’en som skulle dukke op senere på året, idéerne er der, men penge og mangel på manpower gør at det tager sin tid, biler skal produceres og sælges inden der er tid og råd til at sætte den næste i gang. Så Gordini’en kom først i handlen i Februar 2018.

Sæsonen 2017 sluttede med et samlet mesterskab til Robert, Gorm der havde vundet flest løb var emigreret til Grønland og kunne ikke fuldføre sæsonen, de 6 baner var Racefun Targa Florio træ, ØMR Scalextric, HMC træ, OSCC Carrera, Kilderace Ninco og ØMR Træ Vanwall.

Til sæsonen 2018 ville SMRK også gerne ligge træ til serien og vi udvidede til 7 løbsdage og hele 21 ræs over sæsonen, deltager antallet steg også voldsomt til hele 29 i løbet af året og op til 17 i et enkelt løb.
Jeg besøgte igen fabrikken i min sommerferie, Fiat Abarth TCR1000 var ved at blive samlet og jeg gav en hånd med imens vi snakkede, de modeller der var klar til lanceringen fik jeg med hjem, og under middagen senere på aften fik jeg en sms fra Christian at han ønskede sig jægermeister udgaven af Fiatten, men den var slet ikke klar til lancering, jeg havde blot set karossen og sendt billeder til Christian. Jeg fortalte det til Pascal og han foreslog at vi efter middagen kørte tilbage til fabrikken og samlede en bil til Christian men jeg skulle love ikke at vise billeder af den før den blev lanceret til andre butikker. Imens vi var på besøg fik vi talt om NSU’en og der ville komme nye farvevarianter, jeg viste dem Leif Pedersens mesterskab bil og den ville de meget gerne lave, så den kommer faktisk i foråret 2019 som fabriksmalet model.

Senere på ferien besøgte jeg også Stefano i Milano og var hjemme i hans kælder hvor jeg fik set hvordan han modellerer bilerne op fra bunden, på hans bord stod også 3 karosser af Ford Escort MK1 samt en masse andre spændende projekter blandt andet den nu lovede Alfa GTA, men det var en metalmodel der var spartlet op med brede skærme osv. så stadig langt fra en slotcar model.
Stefano havde allerede besluttet hvilke farvevarianter MK1 skulle laves i men er slet ikke afvisende overfor at lave Erik Høyer’s udgave med Castrol striber og blå side. Desværre har der været problemer med modellen på fabrikken i Kina så i stedet for at komme på gaden ultimo 2018 taler vi nu maj 2019, det tager noget længere tid fra tanke til færdig model end man lige forestiller sig.

Fiat Abarth fik sin debut i vores løbsserie efter sommerferien og der deltog nu 4 forskellige modeller i serien.
Efter sidste løb fik endelig leveret Mini Cooperen ultimo november og har dermed 5 modeller at vælge imellem til 2019 sæsonen.
2018 sæsonen sluttede med Klaus som mester, og hele 6 forskellige vindere over året.

Til sæsonen 2019 er yderligere 2 baner tilmeldt, Kim’s træbane i Ørslev og Henning’s træbane i Højby, hele 27 ræs fordelt over 9 Søndage, vi har allerede været 18 til start i et enkelt løb og 23 forskellige deltagere til de første 3 runder.

Fremtiden ser lys ud der er mange modeller på tegnebrættet og om de alle dukker op og hvornår er umuligt at svare på, for at nævne i flæng Lancia A112, Opel Kadett GTE, BMW 2002, Alfa Romeo GTA er alle modeller der skulle komme men som vi alle ved kan ting ændre sig og andre ting blive sat foran i køen hvis det viser sig mere givtigt.

Kadetten dukkede op i November 2019 og blev straks udsolgt fra fabrikken, der kom et par nye farver af Simca’en og Escorten, hvilke desværre ikke er i samme tilstand som de andre biler, TTS der står for Simca og Escort har grundet en kontrovers med BRM valgt at gå sin egen vej, så nogle af delene i bilen kommer stadig fra BRM hvorimod andre dele bliver produceret af andre fabrikker. Det giver os desværre nogle udfordringer med dæk og muligvis andre ting hen ad vejen, da TTS ændrer på sine modeller uden varsel. Som konsekvens af bruddet har BRM valgt også at fremstille Simca’en, den kommer faktisk i 2 versioner med ‘trinbrædt og firkantede lygter’ som den nye. og selvfølgelig komplet BRM chassis.
BRM har i samarbejde med Scaleauto udgivet et par modeller specielt til det spanske marked, specielle spanske farvevarianter af Cooper, Gordini og Simca’en.

BRM afholdte i nov/dec. et stort løb de kaldte BRM VM, vi deltog og det var en super oplevelse, i forbindelse med racet besøgte vi også fabrikken og så en næsten køreklar Alfa, uden bemaling men det er allerede blevet min drømmebil. Den burde dukke op inden Kinesernes nytår i februar, men det er før set gå skævt, så kryds fingrene, BMW den kommer bagefter.

Sæsonen 2019 Klaus genvandt mesterskabet i SM og Christian tog sig af DM, tillykke til de 2 og alle andre der deltog.
2020 sæsonen her siger vi desværre farvel til Ninco banen, den er pillet ned, men Søren Thomsen har tilbudt sin træbane, så vi bliver på 27 ræs fordelt over 9 søndage. og vi når igen op på 10 søndage da der igen afholdes DM i Maj måned, i år bliver det afholdt i SMRK.

Siden her opdateres løbende, seneste opdatering 30.12.2019

// Keld Høfler